Professor, dr. Jur. Max Sørensen
Max Sørensen (1913-1981) var efter sin juridiske embedseksamen nogle år ansat i Udenrigstjenesten, indtil han i 1947 som 34-årig blev udnævnt til professor i retsvidenskab ved Aarhus Universitet, hvor han var ansat til 1972, da han tiltrådte stillingen som den første danske dommer ved EF-Domstolen.
Max Sørensens undervisning vil utvivlsomt af alle, der har deltaget i den, blive husket som højdepunkter i det juridiske studium. Hans forelæsninger var båret af tankens og sprogets klarhed, et ufravigeligt krav om saglighed og objektivitet, isprængt stilfærdig humor. Bag den ydre form fornemmede de studerende en, om end sjældent direkte formuleret, trang til at delagtiggøre dem i de høje menneskelige idealer, han troede på.
For studenterne var Max Sørensens dør altid åben, og han var parat til at hjælpe dem med både faglige og personlige problemer. Et område, som optog ham stærkt, var at hjælpe studenter, der ønskede at komme på studieophold i udlandet, hvad mange nød godt af. Det er derfor helt i hans ånd, at Mindefondens midler skal anvendes til dette formål.
Max Sørensen havde en omfattende og højt anerkendt videnskabelig produktion inden for områderne folkeret, statsret og ikke mindst menneskerettigheder (se nærmere Professor, dr. jur. Max Sørensen. En bibliografi, Aarhus University Press, 1988).
Sideløbende med sit professorat varetog Max Sørensen en række vigtige opgaver som Udenrigsministeriets rådgiver i folkeret og som dansk repræsentant i en lang række internationale konferencer. Blandt de mange internationale opgaver, Max Sørensen beskæftigede sig med, var vel arbejdet for beskyttelse af menneskerettigheder, som optog ham livet igennem, det, han anså for mest betydningsfuldt inden for den internationale retsorden. Han deltog i arbejdet på dette område i en række internationale organer. Således var han i 18 år medlem af Den Europæiske Menneskeretskommission, heraf 5 år som præsident, og senere 1 år som dommer i menneskerettighedsdomstolen. Gennem sit arbejde i menneskerettighedsorganisationerne har Max Sørensen øvet stor indflydelse, og hans indsats på dette område har sat sig blivende og markante spor.
Trods den anerkendelse og beundring Max Sørensen var genstand for, bevarede han sin dybe og ægte beskedenhed og accepterede kun sjældent de æresbevisninger, som blev ham tilbudt. Han glædede sig dog over udnævnelsen til æresdoktor ved universitetet i Kiel i 1964 og ikke mindst den meddelelse, han modtog kort før sin død om udnævnelse til æresdoktor ved universitetet i Strasbourg, som han var nært knyttet til. Herhjemme modtog Max Sørensen Fortjenstmedaljen i guld, efter han var fratrådt som dommer i Luxembourg.
Max Sørensen nød stor respekt og anerkendelse herhjemme og i udlandet. De, som har kendt ham, studenter og medarbejdere, vil bevare erindringen om ham, ikke blot som den fremragende jurist, men tillige som et hjertevarmt menneske med høje idealer og en ukuelig tro på, at disse idealer kan virkeliggøres gennem en utrættelig arbejdsindsats. Max Sørensen gav gennem sit eget liv og virke det bedste eksempel.